esportsAnmeldelse: Mixtape - store hits og skæve B-sider i skøn foreningPublished May 7, 2026 Har den rigtige sang på det perfekte tidspunkt magten til ikke bare at krystallisere øjeblikket, men ligefrem forme og ændre det? Det tror Stacey Rockford, vores hovedperson i Mixtape, på, og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Den rigtige sang gør minder skarpere og mere levende, og minderne former til gengæld vores forhold til sangene, så de til evig tid kan tage os tilbage til lige netop de øjeblikke, de har defineret. Nogle af mine bedste minder er uløseligt forbundet til den sang, der akkompagnerede dem. Der var afslutningen på en magisk Roskilde Festival 2016, hvor LCD Soundsystem lukkede festen med All My Friends, mens jeg stod omringet af nye såvel som gamle venner. Eller forsøget på at skabe det perfekte ankomstøjeblik til San Francisco ved at sætte sangen af samme navn på over Golden Gate Bridge. Et i bakspejlet fortærsket og klichéfyldt træk som på komisk vis blev reddet af, at indholdet af autocamperens toilet i samme øjeblik tøede op efter nogle dage i de kolde bjerge og skabte en umiskendelig lugt af seks mænds alkoholfyldte udladninger, hvorfor både sang og bro altid vil minde mig, om denne knap så gyldne substans. I Mixtape, australske Beethoven & Dinosaurs opfølger til The Artful Escape, handler det også om de største hits. De øjeblikke der definerer de sene teenageår, hvor barndommen er lagt bag os, voksenlivet endnu ikke for alvor banker på døren, og følelserne er større, end de nogensinde bliver igen. Vi møder Rockford og hendes to bedste venner Slater og Cass på den sidste dag, inden High School-tiden endegyldigt slutter, og de tre venner drager i forskellige retninger, geografisk men måske også mentalt. Ja, Beethoven & Dinosaur kanaliserer i den grad George Lucas' American Graffiti (med det rammende danske navn Sidste Nat med Kliken), John Hughes' Ferris Bueller's Day Off og Richard Linklaters Dazed and Confused (på pudsig vis Sidste Vilde Nat med Kliken på dansk), helt ned til stendøde californiske forstadsby Blue Moon Lagoon og vores rebelske hovedpersoner, der under deres slacker-facade gemmer på håb og drømme for fremtiden. Den mest målrettede af de tre af netop Stacey Rockford. Hun lever og ånder musik og har konstant høretelefoner på eller nær sig, selvfølgelig forbundet til den discman, der med tydelighed signalerer, at vi befinder os i de glade 90'ere. Hendes drøm er at blive soundtrack koordinator, altså den person der hjælper med at udvælge de helt rigtige stykker musik til film, og da den fremmeste person inden for feltet bor i New York, er det hendes sidste dag og nat i Blue Moon Lagoon. Sidste nat med kliken, forstås. Sådan en afslutning skal være episk og uforglemmelig, det er klart. Så selvfølgelig har Rockford sammensat en nøje kurateret playliste, som skal akkompagnere de tre venner på deres måske sidste eventyr sammen. Og lad det være sagt med det samme, musikken er Mixtapes helt store trumfkort. De mere end 20 skæringer er primært rodfæstet i 80'erne og 90'ernes alternative scene og udødelige klassikere som Roxy Musics More Than This, Joy Divisions Atmosphere og Portisheads Roads løfter deres respektive scener til noget næsten magisk. Allerstærkest er dog brugen af The Cures Plainsong, som perfekt timet til en simpel, men smuk mekanik nærmest eksploderer ind i lydbilledet og skaber et den slags øjeblikke, som med sikkerhed vil høre til blandt højdepunkterne, når jeg om et halvt års tid ser tilbage på spilåret 2026. Men Mixtape excellerer også i de mindre oplagte valg. Harpers Bizarres skønne cover af Jim Peppers Witchi Tai To fra 1969 eller The Chi-lites Have You Seen Her fra 1971 var komplet ukendte for mig forinden, men får her hver deres vignette og har efterfølgende fundet vej ind i min rotation. Næsten alle numre introduceres på både irriterende og charmerende fjerdevægsbrydende vis af Rockford, og netop tonen i Mixtape vil givetvis dele vandene. Beethoven & Dinosaur har en karakteristisk stil - distanceret men hjertelig, lommefilosofisk men flabet, og i The Artful Escape fungerede det ikke for mig. I Mixtape er det en anden sag. Måske fordi teenagere i forstadsamerika gerne må være irriterende på den der "jeg har forstået hvad det hele går ud på"-agtige måde, og dels fordi de tre venner er bedre karakterer end nogen i The Artful Escape. De er på mange måder typiske teenagere, men indeholder hver især nuancer, der gør dem til mere end skabeloner. Især den langhårede Van Slater med det spirende overskæg vandt mit hjerte med sin sorgløse attitude, der dog ikke afholder ham fra at komme med gruppens mest indsigtsfulde bidrag samt altid at støtte sine venner op, når de har mest brug for det. Vi følger som sagt de tre venner gennem deres sidste dag sammen, mens jævnlige flashbacks udbygger og kontekstualiserer deres forhold med tidligere eventyr. Det er en fint tænkt struktur, men til tider går der lidt meget Family Guy i at sætte et flashback op med "kan du huske dengang vi...?". Det er også lidt ærgerligt, at spillet ikke loader sømløst mellem scener, da flowet bliver forstyrret af 4-5 sekunder med en sort skærm og en snurrende CD. Når det er sagt, giver strukturen mulighed for, at Beethoven & Dinosaur kan kaste en mere varieret samling scener efter os, end hvis de havde valgt en helt lineær struktur, der kun omhandlede den sidste dag. Og variation er der masser af, for ligesom dagen naturligvis ikke går præcis som planlagt og byder på overraskelser af både positiv og negativ slags, har Mixtape masser af overraskelser i ærmet. På de 3 timer spillet varer, står vi på skateboard gennem Blue Moon Lagoon, flygter fra politiet i en indkøbsvogn, lejer videoer i fuldskab og styrer sågar de to tunger i et tungekys. Essentielle teenageoplevelser med andre ord. De er alle selvsagt ikke lige mindeværdige og på intet tidspunkt byder Mixtape på mekanisk dybde. I en sen sekvens skal du for eksempel blot trykke R2 og L2 for at detonere fyrværkeriet omkring dig, og de mere involverede sekvenser som skateboardingen føles ikke synderlig godt. Det kan lyde som et stort minus, men i realiteten er det kun et mindre problem. Dels fordi hvert enkelt segment maks. varer fem minutter, inden du er i gang med noget nyt, men også fordi Beethoven & Dinosaur ud over variationen formår at stille scenarier op, der fungerer fantastisk på så mange andre punkter. Produktionsmæssigt er Mixtape nemlig på et andet niveau vi typisk ser fra denne type slice of life-titler. Musikken har jeg allerede været inde på, men også den ekspressive animation, det glimrende stemmeskuespil (især skud ud til Max Korman som Slater), og de detaljerede miljøskildringer er med højne det simple gameplay. Når spillet i fem minutter pludselig bliver til en auto runner, hvor du i kapløb med politiet stormer igennem Blue Moon Lagoons gader, haver og fodboldbaner er det aldrig udfordrende, men måden sekvensen langsomt bevæger sig væk fra realismen og over i en decideret musicalsekvens til tonerne af John Paul Youngs Yesterday's Hero er så overskudsagtigt i sin sammensmeltning af redningsmission og lynskildring af den søvnige by, at det bliver decideret medrivende. Mixtape leger ofte med den form for drømmesprog, hvor karakterer pludselig bliver i stand til at flyve eller får overnaturlige kræfter, men hvor The Artful Escapes kosmiske dannelsesrejse for mig var fremmedgørende, har Mixtapes udskejelser den modsatte effekt. Måske fordi fortællingen hele tiden er solidt plantet i vores virkelighed, og det urealistiske snarere vores karakterers indre følelsesliv, som kommer til udtryk, eller historierne der vokser i vildskab i hukommelsen. Som Slater siger efter tilbageblikket på førnævnte indkøbsvognsflugt: "At least that's how I remember it". Når Mixtape letter foden foden fra speederen og sænker tempoet, forvandles det til et herligt lille hangout-spil, hvor du får mulighed for at udforske de tre venners respektive værelser. Her er Mixtape et studie i nostalgisk miljøskildring med de uhyre velrealiserede rum, der slet og ret er vidunderlige at opholde sig i, og hvis lavalamper, boomboxes og pokalskabe agerer medfortællere. Ofte er de kommet til vores hovedpersoner på overraskende vis og illustrerer dermed, at selvom vi ofte lægger planer for de perfekte fester og ture i hovedet, har tilværelsen det med at slå skarpe sving, og det er netop samspillet mellem det forventede og det overraskende, der skaber de bedste minder og er med til at forme os. Mixtape er en hyldest til de tætte venskaber, de intense teenageår og alle de gode historier, vi skaber sammen. Det fik mig naturligvis til at se nostalgisk tilbage på min egen gymnasietid, men mere end det gav det mig lyst til at komme ud og opleve flere ting, der en dag måske kan blive til legendariske historier. Ikke den værste effekt et ydmygt spil kan have og perfekt timet til den sommersæson, hvor alting er lidt mere levende. Så når The Cure til sommer står på Orange Scene og slår de første toner til Plainsong an, er jeg sikker på, at jeg vil sende en varm tanke til Rockford, Slater og Cass, hvis Robert Smith & Co. da altså spiller den. Alting går jo heldigvis ikke præcis, som vi forventer. Originalquelle: www.gamereactor.dk →
English
Indian
العربية
Español
Deutsch
Türkçe
Русский
Français (Afrique)